Mad og metode I Meyers Madhus Mette Nygaard Jensen, Helle Jørgensen & Helle Friis
Download 41.8 Kb.
|
Документ Microsoft Office Word
|
Mad og metode i Meyers Madhus Mette Nygaard Jensen, Helle Jørgensen & Helle Friis Institute of Anthropology, University of Copenhagen
AnthroBase.com To download, print, or bookmark, click: http://www.anthrobase.com/Txt/J/Jensen_Joergensen_Friis_01.htm.
Indledning 1 Meyers Madhus som felt 2 Feltarbejde i Meyers Madhus: fremgangsmåder og metoder 2.1 De indledende skridt: Adgang til felten og planlægning af metoder 2.2 Den første svære tid: Vores plads i felten 2.3 Antagelser og erfaring: Om at finde indsigt i felten 3 Diskussion af metoder 3.1 Kombinationen af kvantitativ og kvalitativ metode 3.2 Spørgeskemaundersøgelser 3.2.1 Opbygningen af spørgeskemaerne 3.2.2 Rammerne for uddelingen af skemaerne 3.2.3 Sammenfatning af spørgeskemaer 3.3 Interviews 3.3.1 Udformning af spørgeguides og afvikling af interviews 3.3.2 Interviews med eliteinformanter 3.3.3 Interviewets anvendelighed for udforskning af betydning 3.4 Deltagerobservation 3.4.1 Antropologen som metode 3.4.2 Etiske overvejelser i deltagerobservationen 3.4.3 Kontinuumet i deltagerobservation 3.4.4 Sammenfattende om deltagerobservation 3.5 Metodernes samlede funktion 4. Resultater fra felten 4.1 Slow food-diskursen 4.2 Perspektivering af slow food-diskursen 4.3 Sammenfatning af resultater 5 Konklusion Litteraturliste
“Vi gik igang med at overtrække marcipanen, som nu var blevet formet til påskeæg. Vi havde fået ros af underviseren for vores marcipan; Claus smilede stolt til mig - det var vores værk! Det var slet ikke så nemt at få det til at se pænt og jævnt ud, men man gav hinanden gode råd og delte de allerede gjorte erfaringer. Der var en meget god stemning i køkkenet, alle var nysgerrige efter hvad de andre lavede og spurgte til, hvordan de nu gjorde det. Snakken forløb nu frit mellem kursisterne og der blev grinet og pjattet undervejs. Flere udtrykte stor begejstring over at kunne lave tingene selv og fra bunden, glæden ved at skabe noget sammen”. Ovenstående citat er et uddrag af vores feltnoter fra et kursus om påskechokolade i Meyers Madhus. Som citatet tydeligt viser, så drejer kursussituationen sig om andet end bare at lære at lave chokolade; man arbejder sammen, man lærer sammen og af hinanden, man griner sammen. Der er tydeligvis et socialt aspekt knyttet til kurserne i Meyers Madhus, men først og fremmest skiller de sig ud ved deres ret snævre kulinariske temaer. Da vi stødte på Madhusets hjemmesider på internettet, blev vores interesse vakt - der må være noget specielt ved Madhuset, siden folk har lyst til bruge fem timer en søndag eftermiddag på f.eks. at lære om chokolade. Hvem er det, der deltager i kurser som dette - og hvorfor vælger de at tage på kursus i Madhuset? Denne undren var udgangspunktet for vores feltarbejde i Madhuset. Besvarelse af vores problemstilling krævede indsigt i kursisternes praktisering og italesættelse af mad og betydningen af den gode mad i Madhuset. Herigennem søgte vi efter og fandt indholdet af en særlig diskurs om mad, som optræder i Madhuset. Formålet med denne opgave er ikke blot at lægge vores resultater frem, men også at vise processen bag disse, idet vores mål er at vise, hvorledes de opnåede indsigter og resultater fra felten er forbundet med de metoder vi har anvendt. For at besvare denne opgaves problemformulering, har vi struktureret opgaven på følgende måde: I første kapitel beskriver vi Meyers Madhus og dets aktiviteter, for at give læseren en forståelse af rammen for vores feltarbejde. Dernæst vil vi i kapitel 2 belyse hvordan vi fik adgang til felten og hvilke problemer vi havde med at finde fodfæste. Det tredje kapitel behandler de metoder, vi har anvendt undervejs i forløbet, og indeholder vores reflektioner over metodernes anvendelighed i forhold til vores dataindsamling. De gennem feltarbejdet opnåede resultater og analytiske perspektiver fremlægges i kapitel 4. Vi vil løbende forholde vores metoder til de opnåede resultater, for dermed at vise dynamikken mellem feltarbejdets problemstilling, felten, de anvendte metoder og opnåede resultater. Vi vil nu, helt i Madhusets ånd, opfordre læseren til at sætte sig godt til rette med en velbrygget kop kaffe og nyde den lille overraskelse, som er vedlagt i kuverten. 1 Meyers Madhus som felt Da Meyers Madhus er en specielt felt, vil vi indledningsvis beskrive stedet og hvad der foregår, for således at forklare, hvilke rammer der har været for vores feltarbejde. Lad os starte med Madhusets egen introduktion: “I Meyers Madhus er glæden ved det gode måltid i centrum. Glæden ved at lave maden, ved at tale om den, glæden ved at dele og nyde den med sine nærmeste. Meyers Madhus er et rum, hvor alle - som professionelt beskæftiger sig med eller ‘con amore’ interesserer sig for mad - kan hente ny viden og inspiration” (www.meyersmad.dk/madhus/). Således lyder ‘indgangsbønnen’ på Meyers Madhus’ hjemmesider på internettet, som også prydes af et billede af kokken og madentusiasten Claus Meyer med en høne i favnen, samt en lille tekst der fortæller om den forpligtigelse han føler “til at arbejde for en bedre dansk madkultur” (www.meyersmad.dk). Meyers Madhus som felt er med andre ord klart indrammet af den autoritet, som Claus Meyer som mediepersonlighed har: Han er kendt fra “TV-køkkenet” på Danmarks Radio i 1990’erne, og har siden hen løbende gjort sig bemærket i pressen ved at argumentere for bedre madkvalitet. I Meyers Madhus udbydes kogekurser, vinkurser, smagninger, demonstrationer og foredrag, samt teambuildingskurser for firmaer. Der er en “kulinarisk fritidsordning” for børn, og to gange om måneden agerer Madhuset spisested under betegnelsen “folkekøkken”. I vores feltarbejde koncentrerede vi os om kogekurserne, som primært henvender sig til private (se www.meyersmad.dk/madhus/kogeskole_titel.htm). Som regel er der dog også fagfolk såsom kokke og kantineansatte, der ønsker at få inspiration, til stede. Madhuset adskiller sig fra f.eks. aftenskoler ved, at kurserne kun løber over 1 til 3 aftener og ligger i prislaget 750 kr. pr. aften. Desuden er emnerne for kurserne ret snævre. Eksempler herpå er de kurser vi deltog i under vores feltarbejde: Fisk fra Røgeriet, Bagning for de lækkersultne, Påskechokolade, Antipasti, Det fedtfattige aromatiske køkken. Kurserne er altså ikke rettet mod mennesker, der ikke kan lave mad, men mod køkkenvante mennesker som gerne vil vide mere om et bestemt område. Derfor er der også forskellige undervisere til hvert kursus. Underviserne vælges ud fra deres ekspertise inden for et bestemt kulinarisk område og er ofte navne, der kan vække genklang i kursisternes hukommelse f.eks. på baggrund af kogebøger, de har udgivet. De fysiske rammer for kogekurserne er det eneste konstante i en ellers meget skiftende felt med forskellige undervisere og kursister for hvert kursus. Når man kommer til Meyers Madhus, træder man direkte ind i et stort, åbent køkken med højt til loftet. Køkkenet har et industrielt præg med komplicerede komfurer og store køleskabe med stålfacade, men samtidigt er der lagt vægt på lyse farver og flot design, samt en luftig indretning hvor for eksempel krydderiglas, olie- og eddikeflasker og service står fremme på åbne hylder, hvilket alt sammen giver køkkenet et mere hjemligt præg. Madhuset lægger op til undervisning, der samtidigt er en spændende oplevelse. Således blev det også afspejlet i de mennesker, der faktisk deltog i kurserne. De der kom alene havde ofte fået kurset foræret som gavekort af nogen, der gerne ville give dem en oplevelse inden for en af deres interessesfærer. Ellers kom kursisterne ofte i selskab med familie, kæreste eller venner for at dele interesse og oplevelse med dem, à la en tur i biografen eller teatret. Et kursus forløb typisk således: Når kursisterne ankom, blev de budt velkommen af dagens underviser. De blev bænket rundt om langbordet, hvor der på hver plads var lagt et forklæde med Madhusets logo samt dagens opskrifter samlet i et chartek, begge dele til at tage med hjem. Når alle var ankommet, blev der skænket en kop kaffe, et glas øl eller vin, og underviseren fortalte om dagens tema og gennemgik de forskellige opskrifter. Dernæst blev kursisterne delt ud i små hold à ca. tre personer, og hvert hold fik en række opskrifter at udføre. Under madlavningen gik underviseren rundt og svarede på kursisternes spørgsmål, kommenterede råvarernes kvalitet, eller kom med gode råd til bedre håndelag, f.eks. hvordan man bedst muligt snitter hvidløg. Generelt var kursisterne meget ivrige efter at få del i disse guldkorn, og der blev som regel ikke stillet spørgsmålstegn ved underviserens kompetence. Som en del af undervisningen var der desuden ofte indlagt smagninger, således at kursisterne kunne øve sig i at skelne mellem kvalitets- og smagsmæssige varianter af f.eks. laks, chokolade og vine. Når alle retter var færdige, slog kursisterne og underviseren sig ned rundt om langbordet igen for at nyde resultatet af de fælles anstrengelser. Underviseren kommenterede resultaterne og gav konstruktiv kritik, og generelt blev der snakket indbyrdes om, hvordan maden smagte, og hvem der havde lavet hvilken ret og hvordan. Efter en time til to begyndte kursisterne lige så stille at forlade Madhuset med deres forklæde under armen, og studentermedhjælperen og opvaskeren ryddede op efter dagens hektiske aktivitet.
Nu har vi præsenteret felten, som vi skulle indgå i. I de følgende afsnit vil vi reflektere over de indledende manøvrer til vores feltarbejde og indtræden i felten. Som Wax skriver, så er det “… during the first stage that the fieldworker finds, is offered, and accepts the lines of communication and the social vantage points through and from which he will make his observations and will be permitted to participate” (Wax 1971: 16). Vi vil her komme ind på, hvordan vi fik adgang til felten og til hvad, samt hvilke problemer vi stødte på i begyndelsen af perioden. Vi vil ikke belyse hele feltarbejdet, da dette vil blive behandlet mere generelt i metodeafsnittene. 2.1 De indledende skridt: Adgang til felten og planlægning af metoder Madhusets hjemmeside og dets beskrivelser af de mange specielle aktiviteter med det forholdsvis høje prisniveau havde gjort os nysgerrige efter at finde ud af, hvem der tiltrækkes af sådanne tilbud. Vi kontaktede derfor Madhuset for at få lov til at udføre vores feltarbejde der. Vores projekt vakte den daglige leders interesse, og han indvilligede i at mødes med os. På mødet aftalte og definerede vi i fællesskab mulighederne for deltagelse i de arrangementer, som vi havde udset os som interessante for vores projekt: Det var en række kogekurser for privatpersoner, to vinkurser, et foredrag med Claus Meyer og to folkekøkkenarrangementer, da disse praktisk lå inden for vores feltarbejdsperiode. Vi forklarede vores problemformulering for projektet nærmere og fortalte, hvilke metoder vi havde tænkt os at anvende, nemlig spørgeskemaundersøgelse, interviews og deltagerobservation. The word anthropology is derived from Greek and means "The Study of Man" (the title of a once-famous introductory text published by the American anthropologist Ralph Linton in 1937). Historically, anthropologists started out by examining the lives and beliefs of traditional, non-Western peoples. Today this interest continues, but studies of Western - and non-Western - modern societies and institutions have also become common. Social anthropology is the branch of this discipline that was developed in Great Britain in the early years of the twentieth century, under the heavy influence of French sociological theory (Émile Durkheim, Marcel Mauss), and inspired by the methodological ideals of fieldwork (see below) that were pioneered by the Polish-British anthropologist Bronislaw Malinowski. Social anthropology (which spread from Britain to such countries as Norway, Sweden and Holland) is often contrasted to (American) cultural anthropology (developed by Franz Boas, who was less sociologically inclined and more influenced by linguistics and history), and to French ethnologie (the creation of Durkheim and Mauss), though the distinctions between these traditions has blurred during the last few decades. As an academic subject, anthropology traces its roots back to the nineteenth century, when the first systematic comparative studies of human cultures world-wide were published. Four national traditions soon became dominant within the discipline - the British, French, German and American schools. Today, after more than a century of dialogue between these traditions, there is a broad consensus as to the subject’s analytical goals and methodology. Analytically, anthropology may be regarded as a holistic and comparative branch of sociology: Holistic, in the sense that anthropologists tend to concern themselves with the connections between the various parts that make up a social and cultural whole, rather than specializing on one specific subsystem within the whole. This gives anthropologists a kind of jack-of-all-trades knowledge that purists within other disciplines may find dilettantish, but which has resulted in much and fruitful interdisciplinary cooperation, e.g. with linguists, ecologists, political scientists, economists, medical professionals, historians, philosophers, biologists, psychologists. Comparative, in the sense that anthropologists have described the most diverse cultures all over the world, as well as all kinds of subcultures, groups and institutions in our own society. All of these accounts together serve as an incredibly rich databank of human cultural and social forms, which may be compared and contrasted, to bring out the specificity - not to say the idiosyncracy - of any society, including our own. In its methods, anthropology is the social science that most consistently advocates a qualitative approach (though certain subdisciplines utilize quantitative methods extensively). What we seek to uncover through our research is what things, relationships, persons and activities mean to people, rather than what these phenomena are in themselves. And meaning, at least to our present state of knowledge, cannot be quantified. This qualitative methodology is realized by anthropologists through fieldwork. Anthropological fieldwork is a very specific form of inquiry, in which long-term exposure to the daily life of the people being studied is the key. The idea is to live with "them" and live as "them" as far as possible, while at the same time studying "them", so as to ultimately be able to attain at least a glimpse of "their" point of view, of the vision of life which grows out of and responds to the practical exigencies of "their" lives. To go to the history of anthropology homepage on AnthroBase, click here: http://www.anthrobase.com/Browse/home/hst/ For texts concerned with the anthropological research process on AnthroBase, click here: http://www.anthrobase.com/Browse/Thm/Groups/methods-fieldwork-ethics.htm Comparative Anthropology is a "comparative science" in the sense that the fieldworker always comes to the field "from another planet", and necessarily compares his own home world with the world of the field. But anthropology may also be made more explicitly comparative, when various aspects of two or more societies are contrasted systematically. The goal is then often to arrive a pattern of similarities and differences between the two societies, and then to isolate more or less well-defined factors that determine these differences (see Nadel 1952 for a classical example). Throughout much of its history, British social anthropology has tended to emphasize that anthropology is a comparative science, and classics such as Tylor, Radcliffe-Brown or Barth have given powerful demonstrations of the potential value of comparison as an anthropological tool. Though such demonstrations have also been supplied by American anthropologists (e.g. Steward, Murdock, Geertz), the general trend in American anthropology since Boas has been a certain skepticism to the entire comparative project. It is important to realize also that comparative projects may be more or less comprehensive. The "great sociologists" (Marx, Durkheim, Weber etc.) of the 19th century were part of a very large comparative project: evolutionism. Since the First World War, anthropologists have tended towards less ambitious comparative goals. While the evolutionists attempted to use comparison to build vast typologies of all human societies, the British structural functionalists of the 1920's to 50's typically studied small groups of societies and compared specific institutions (e.g. kinship). Still later, with the growing emphasis on the reflexivity of anthropological research, the postmodernists more or less debunked the entire idea of comparison, though it was later reinstated by Strathern (1988, 1991). In practice, almost all anthropological texts are full of small, more or less explicit comparisons - between various societies, between various aspects or sectors of the same society, between various anthropological theories, between what people say and what they do.
Structural functionalist theory was formulated, in particular, by Radcliffe-Brown, but the most elegant and classical analyses in the genre are found in the work of Evans-Pritchard: See particularly his brilliant and (still) much debated monographs Witchcraft, Oracles and Magic among the Azande and The Nuer. Structural functionalism and functionalism both took as their point of departure an idea of society as a holistic, integrated system, but structural functionalism had a much stronger emphasis on the self-perpetuation of the system. Indeed, the very name of the school implies that social institutions (which collectively form a social structure) function to maintain the harmony of the social whole. Empirically, the structural functionalists were often preoccupied with political and economic issues, with an almost non-existant focus on meaning and symbolism. Kinship and lineage systems were a kind of Rosetta stone for their understanding of non-Western tribal societies, and became a model, at a very early stage, for how one might approach other kinds of social networks. Probably the most famous accomplishment of the structural functionalists was the formulation of segmentary lineage theory. (See also "process analysis" and structuralism.) Holism Anthropological concept denoting a "totalizing, all-encompassing perspective". A holistic analysis will take the social whole into consideration - the context - that surrounds the phenomena. In the history of anthropology, holism is associated in part with a methodological ideal (to see as many connections as possible), in part with a theoretical ideal in structural functionalism, where social phenomena a priori were assumed to "maintain the whole". As a methodological ideal, holism implies i.a. that one does not permit oneself to believe that our own established institutional boundaries (e.g. between politics, sexuality, religion, economics) necessarily may be found also in foreign societies. One of the greatest advances of structural functionalism was their detailed documentation of how e.g. religion, economy and politics were interconnected. Kinship was the "glue" that held these spheres together. Download 41.8 Kb. Do'stlaringiz bilan baham: 
|